Interview: Det betyder noget at være med
I forbindelse med årsfest og generalforsamling den 11. marts stillede vi Daniel Videbæk Vendelbo en række spørgsmål.
Generalforsamlinger har ofte ry for at være afskrækkende. Hvorfor valgte du at komme til generalforsamlingen i dag?
Daniel siger her, at det er en del af at komme i en menighed at deltage til generalforsamlingen. Man må engagere sig i menigheden. Høre, hvad der sker i menigheden – også tørre ting som ex økonomi. Et spændende emne til dagens generalforsamling var efter Daniels mening det nye tiltag om begravelseshjælp.
Tænker du i løbet af året over bestyrelsens arbejde?
Nej. Han mener at det skal tolkes positivt. Det er bestyrelsen, som trækker i trådene. Når man ikke tænker over det, så er det fordi det fungerer.
Betyder det noget for dig, hvem der bliver valgt ind i bestyrelsen?
Det mener Daniel helt sikkert det gør. Det er også derfor han kommer til generalforsamlingen. Han tror at Gud nok skal trække dem i bestyrelsen, som der er behov for. Daniel synes at det er godt, at de nye kandidater præsenterer sig før valget, så man ved lidt om, hvad de står for.
Kunne du selv finde på at stille op til bestyrelsen på et tidspunkt?
Ikke på nuværende tidspunkt, da Daniel oplever, at der er brug for ham andre steder. Måske på et senere tidspunkt.
Føler du ejerskab og medansvar for Herning Bykirke? Beskriv hvorfor/hvorfor ikke?
Ja! Daniel deltager i grupper og arbejdsopgaver. Det at man selv forvalter den økonomiske støtte medvirker til øget ejerskabsfølelse. Arbejdet med de nye lokaler på Poppelvej, gjorde at man følte både ejerskab og fællesskab. Daniel føler sig hjemme, når han kommer til gudstjeneste i Herning Bykirke.
Dagen i dag er jo også en årsfest. Hvad forstår du ved det?
Daniel mener, at dagen er en dag, hvor man ser tilbage på det forgangne år, og glædes over det. Han ser positivt tilbage på det sidste år.
Synes du at det er en god ide at kombinere årsfest og generalforsamling? Hvorfor/hvorfor ikke?
Dette svarer Daniel ja til. Det gør, at der kommer flere til generalforsamling. Han understreger, at der er vigtigt, at der er et godt program for børnene, for ellers kommer forældrene heller ikke.