Nyt bede- og missionsprojekt

Nogle af jer har måske lagt mærke til, at flammen i vores logo har set lidt anderledes ud i september måned. Den er blevet rød, og det vil den blive ved med at være et års tid endnu. Den markerer nemlig vores missionsprojekt, som vi vil præsentere for jer her, og håber, at I vil være med til.

Baggrund
Da vi sidst havde generalforsamling for et halvt års tid siden, aftalte vi, at vi ville sætte et missionsprojekt i gang i Herning Bykirke. Der har bare ikke rigtig været nogen, som har haft mod til at tilbyde sig som tovholder og igangsætter på noget. Det kan vi egentlig godt forstå, for der sker meget i Herning Bykirke, og det er ikke så mærkeligt, hvis I tænker, at I ikke overkommer flere aktiviteter, som kræver både tid og kræfter.

Et alternativ
Derfor har vi et forslag til et alternativt, men ikke mindre spændende missionsprojekt, som vi vil spørge om I vil være med til: At vi alle i Herning Bykirke det næste år hver dag beder én bøn for ét menneske, som ikke kender Jesus. Én bøn for ét menneske! 

Bede for hans familie, bede for hendes sygdom, bede for hans arbejde, bede om glæde i hendes liv, bede om hans tro, bede om velsignelse, bede om alt godt vi kan komme i tanke om. Måske bare én bøn hver dag for det ene menneske. 

Vi synes det kunne være spændende at se, hvad Gud vil gøre, hvis vi gør det. Gad vide, om det vil betyde noget for det menneske? Gad vide, om det vil betyde noget for mig selv? Én bøn, ét menneske!

Er Gud afhængig af vores bøn? Nej! Lytter Gud til vores bøn? Ja, det ved vi, for det har Han lovet os. Så lad os bede! Måske bare én bøn for ét menneske.

Derfor har vi tændt bedeflammen i Herning Bykirke! Vi håber, I har lyst til at være med.

En gave
Det er vigtigt for os at minde om, at man ikke skal få dårlig samvittighed, hvis man glemmer at bede for sin person en dag eller måske endda en uge. Så begynder man bare igen, når man kommer i tanker om det. Husk at bøn er en gave, ikke en opgave!

Der vil løbende gennem det næste års tid komme forskellige påmindelser om kampagnen, for at vi ikke skal glemme det og for at holde engagementet oppe. I første omgang var det bedeflammen, og det næste præsenterer vi nu:

Konkurrence
For at så mange som muligt skal blive opmærksomme på kampagnen, udskriver vi hermed en slogankonkurrence. Find på et godt slogan for kampagnen og indlever det til Per Hundal eller Bjarne Carlsen senest på menighedslejren, hvor vi udråber en vinder. Der er en stor præmie! 

Næste Gudstjeneste

søn 17

Lovsangsgudstjeneste (3. søndag i advent)

17. december , 10:00 - 11:30