Kategori: Ikke kategoriseret

Niels Mortensen ansættes pr. 1. oktober som ny præst med fokus på mission og diakoni

Det er en stor glæde at kun fortælle, at vi pr. 1/10 har ansat Niels Hankelbjerg Mortensen som præst med fokus på mission og diakoni i Herning Bykirke.

Vi har haft en god og spændende ansættelsesproces, hvor vi havde flere spændende kandidater til samtale. Vi spurgte Niels om han vil være præst hos os, fordi vi ved at han brænder for at mennesker i ord og handling skal møde evangeliet om Jesus, og den brand ønsker vi, at han skal være med til at præge os som menighed med. Derudover tror vi, at han som type og person har nogle egenskaber som vil supplere vores nuværende præst Søren på en god måde. Derfor glæder vi os meget over, at Niels har sagt ja til at være præst for og med os!

Niels bliver ansat på lige fod med Søren. Hvordan de præcist vil fordele deres opgaver afklares henad vejen. Ud over at Niels kommer til at have gudstjenester, så bliver hans fokusområder at arbejde med mission og diakon, men også vores teenagere og unge. Christian og Brian vil også fortsat have gudstjenester i vores menighed.

Niels har blandt andet arbejdet som sognemedhjælper i Fredens Kirke her i Herning og som underviser og medarbejder i Nørrelandskirken i Holstebro. Siden 2017 har han være landsleder for IMU (Indre Missions Ungdom). Niels er uddannet diakon og var i gang med en efteruddannelse på masterniveau med henblik på at blive præst.

Niels bor med sin familie i Holstebro, men vil, når det er muligt, gerne flytte til eller omkring Herning. De glæder sig til at blive en del af vores menighed, og vi håber I vil tage rigtig godt imod dem alle 4 og at I vil være med til at bede for dem.

Claus Grønbæk, vores åndelige vejleder, vil indvie og indsætte Niels som præst i vores menighed til gudstjenesten søndag den 21. november kl 10. Alle er hjertelig velkommen til at være med!

Mange hilsner fra Menighedsledelsen

Her kan I læse Niels’ præsentation af sig selv.

Kære Herning Bykirke

Jeg glæder mig til at møde jer alle!

Mit navn er Niels Hankelbjerg Mortensen, jeg er 42 år gammel og gift med Lene. Vi har to børn, Sebastian på 12, og Karoline på 14 år. Til daglig bor vi i Holstebro.

Jeg er i den fantastiske situation, at jeg er blevet tilbudt stillingen som præst i Herning Bykirke pr 1/10 2021. Det glæder jeg mig rigtig meget til!

Jeg kommer fra en stilling som landsleder i Indre Missions Ungdom, og har tidligere arbejdet 15 år i folkekirken.

Jeg glæder mig til at have fællesskab med jer. For mig er det en kerneværdi, at lade Guds ord i dens fulde udlægning lede os, og forklare os hvem vores far i Himmelen er. Jeg tror det kristne budskab om, at vi er elskede syndere, som gives en ny virkelighed af nåde, er det, der kan sætte mennesker fri.

Jeg brænder for at dele det budskab med jer i Herning Bykirke og med mennesker ud fra kirken.

Som person, elsker jeg et godt grin, jeg er fan af FCM, og så er jeg en ivrig lystsejler. Vi har en gammel, men god og nogenlunde tæt motorbåd liggende i Limfjorden. Den glæder jeg mig til at give en tur i, til dem der måtte have lyst.

Min familie og jeg, glæder os til at blive en del af Herning Bykirke. Selve byen er ikke helt ukendt for os, da vi boede i Herning fra 2004 til 2010.

Som præst i Herning Bykirke, glæder jeg mig til, at arbejde for, at flere mennesker hører om Guds store og altomfattende kærlighed og kald til mennesker. Jeg tror, vi som menighed kan være Guds redskaber til at mennesker lærer Gud at kende. Det er mit håb, at vi sammen som menighed, på en meget konkret måde, kan arbejde med diakoni og mission.

Jeg glæder mig vildt meget til tjenesten sammen med jer i Herning Bykirke, og ser frem til at lære jer godt at kende.

Mange hilsner fra Niels

Årsfest & Generalforsamling 2. marts kl 9.15-15.30

Årsfesten er en fest for hele familien Herning Bykirke!

Programmet for dagen ser foreløbigt sådan ud:

09.15 Kaffe & rundstykker
10.00

  • For voksne:
    • Indtryk og opmuntringer fra menighedens liv og tjeneste. Oplæg ved daglig ledelse 
    • Kirke i hverdagen: Hvordan vil vi gerne være kirke? Tanker og drøftelse om, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at leve vores liv som kristne, så vi ser de muligheder for at vidne og tjene der ligger lige foran os hver dag! Oplæg ved menighedsledelsen 
  • For børn (4 år – 2.klasse):
    • Aktiviteter på P-pladsen bag kirken
  • For juniorer og teenagere
    • Teater, Eventyr , Film

11.30 Frokost

13.00

  • For voksne:
    • Generalforsamling (Dagsorden følger)
  • For børn (4 år – 2.klasse):
    • Film efterfulgt at kreative aktiviteter
  • For juniorer og teenagere
    •  Fotoløb

15.00 Kaffe og kage

Madhjælp i Herning Bykirke

Kære menighed

Som mange af jer måske ved, har vi i lang tid haft en madordning til alle nybagte forældre. Det går ud på, at man får et tilbud om, at andre fra menigheden kommer forbi med aftensmad nogle dage efter fødslen. Mange har sat stor pris på ordningen, og mange har bidraget til det. 🙂

Vi ved, at mange har et ønske om at hjælpe til, og i Herning Bykirke vægter vi højt at kunne tilbyde en ekstra hjælpende hånd, eksempelvis når et nyt medlem melder sig i familien. Vi synes det er sådan en fin og praktisk måde at vise hinanden omsorg på, og vi har derfor et stort ønske om at fortsætte en ordning af den art.

Vi ændrer, hvordan vi organiserer madhjælp

Fremover vil vi opmuntre til at man i smågrupperne hjælper hinanden på denne måde, det kan både være i forbindelse med fødsler, men det kan også være ved sygdom eller dødsfald i nær familie, at man kan have glæde af praktisk omsorg i skikkelse af nogle måltider mad. Det gør vi, fordi vi tror det er godt for fællesskabet i smågruppen, det er lettere at organisere, og fordi vi her kender hinanden og måske har fornemmelse for, hvornår nogen måske kunne bruge en gang aftensmad.

Nu er der også nogle i vores menighed, som ikke er med i en smågruppe, eller måske har man ikke overskud til det i smågruppen. Omsorg og hjælp i vores menighed skal ikke kun gælde dem, der er i smågrupper, og derfor vil vi også forsøge at være opmærksomme på alle andre i menigheden.

Facebookgruppen “Madhjælp i Herning Bykirke”

Derfor vil vi oprette en facebookgruppe, som vi kalder “Madhjælp i Herning Bykirke”. Alle kan melde sig ind i gruppen. Når man melder sig ind i gruppen, tilkendegiver man, at man gerne vil spørges og hjælpe i ny og næ, hvis nogen i menigheden har brug for et måltid mad. Det kan være ved fødsel, sygdom, dødsfald eller andet. Gælder det fødsel, vil vi kun organisere madhjælp ved det første barn.
Der er intet krav om, at man skal hjælpe et bestemt antal gange, men gruppen er for alle, der forestiller sig at kunne hjælpe med mad fra tid til anden.

Du kan tjekke facebookgruppen ud her. Tryk på knappen “Bliv medlem af gruppen”, hvis du ønsker det! Er du ikke på facebook, men vil gerne med i gruppen, så skriv til Søren på soeren@herningbykirke.dk.
Vi håber rigtig meget, at mange af jer har lyst til at bakke op om dette, og hjælpe med at vi kan fortsætte med at have en madordning.
Mange hilsner fra Søren Overby og Line Østerby(velkomstteamet).

Skriv til Line (61 71 97 35, line@thorofoto.dk), hvis du har spørgsmål eller kommentarer!

Velkommen til vores nye ungdomspræst

Den 1. oktober begynder vores nye ungdomspræst, Jesper Risbjerg Kristensen, og vi glæder os rigtig meget. Han vil blive præsenteret kort til gudstjenesten den 7. oktober, og så kan I også møde ham på vores menighedslejr den 12.-14. oktober.

Jesper er en dygtig teologistuderende, der skal til at begynde på kandidatuddannelsen i Århus. Han har gennem de seneste 7 år arbejdet som tilkaldevikar på forskellige friskoler. Derudover har han været med i opstarten af en LMU-gruppe med et særligt udadrettet fokus. I Århus er han engageret i Århus Bykirke, hvor han er gudstjenestekoordinator. Jesper er pt bosiddende i Århus, men har planer om inden for overskuelig fremtid at flytte til Herning.

Vi glæder os rigtig meget til at arbejde sammen med Jesper, og håber og tror på at Gud vil bruge vores kommende ungdomspræst til stor velsignelse for vores teenagere, unge og hele Herning Bykirke.

Vi håber, at alle i Herning Bykirke vil være med til at tage rigtig godt imod ham

 

Vi har bedt Jesper skrive lidt om sig selv, som I kan læse nedenfor.

Hej Herning Bykirke!

Jeg glæder mig meget til at lære jer alle sammen at kende og til at begynde som ungdomspræst i jeres menighed. I den stilling håber jeg, at jeg kan være med til at sende de unge afsted i voksenlivet med en god kristen ballast både når det gælder lære, og når det gælder personligt kristenliv.Min opvækst foregik i Vestjylland, hvor jeg boede de første 18 år af mit liv sammen med mine forældre og mine to yngre brødre. I dag er jeg knapt 26 år gammel og bor i Aarhus, hvor jeg studerer teologi på Århus Universitet på første semester af kandidatuddannelsen efter jeg i januar blev bachelor fra Menighedsfakultetet. Jeg brænder for at styrke de unges tillid og kendskab til Bibelen og det bibelske budskab. Derfor er jeg engageret i Selskab for Bibelsk Arkæologi samt Kristen Pædagogisk Institut, hvor jeg dyrker mine interesser for bibelsk samtidshistorie og undervisning/formidling.

Ellers får jeg min fritid til at gå med at følge med i flere sportsgrene (Håndbold og Engelsk fodbold er hits), dyrke mine venskaber, læse og lære, og sidst men ikke mindst at være sammen med min kæreste, Christina.

Jeg ser frem til at møde jer alle sammen og at lære ikke mindst teenagerne og de unge i menigheden rigtig godt at kende!

Guds fred!

Jesper Risbjerg, kommende ungdomspræst

Næste gudstjeneste: