Skriftemål

I Herning Bykirke har du mulighed for at gå til skriftemål. Skriftemål er ikke nødvendigt for at få Guds tilgivelse, men det kan være en hjælp til at gøre op og blive befriet fra det der måtte tynge. Overvej med dig selv, om du skal gøre brug af det.

Sådan foregår et skriftemål

Efter en samtale, der afklarer den bekendende persons synd, knæler vi ved siden af hinanden i bøn. Personen bekender selv sin synd for Gud, og derefter tilsiger præsten vedkommende syndernes forladelse, mens han lægger sin hånd på hans eller hendes hoved.

At gå til skriftemål kan være en hjælp

Tilgivelse kan du få overalt, bare du beder om den, men skriftemålet kan hjælpe dig til at finde hvile i tilgivelsen. Overvej det, hvis skyld eller dårlig samvittighed tynger og du har brug for at tale med en om det. Overvej det hvis du har lyst til at gå imod Gud og det du mener er godt. Overvej det når du mærker fristelsen til at skjule hvem du er og få hjælp til at blive renset, befriet og leve i friheden af Guds nåde.
Husk at præsten aldrig vil se ned på dig, for han lever selv af Guds tilgivelse!

Hvordan gør jeg?

  • Kontakt en af vores præster (her) for at høre nærmere om skriftemål eller for at aftale nærmere om tidspunkt.

Jamen hører skriftemål ikke til den katolske kirke?

Den katolske og lutherske kirke er enige om, at sakramenter er nådemidler, som formidler frelse til den enkelte, der modtager det i tro. Men kirkerne er uenige om, hvorvidt skriftemålet er et sakramente, forstået på den måde at det er nødvendigt for at få tilgivelse og blive frelst.

I den evangeliske-luthersk kirke, som Herning Bykirke tilhører, ser vi ikke skriftemålet som et sakramente, men som en konkret hjælp til at slippe tunge byrder som skyld og skam og blive befriet til at leve.

Det er altså ikke, som i den katolske kirke et sakramente, hvor man i skriftestolen bekender ens synder overfor præsten for at opnå forladelse. Guds tilgivelse kan vi få overalt, bare vi beder om den.

Det evangeliske-lutherske skriftemål er en kristens personlige bekendelse til Gud fortalt til præsten, der som hjælper og medkristen tilsiger syndernes forladelse.

Næste Gudstjeneste

søn 26

Gudstjeneste

26. november , 10:00 - 10:30