Velkommen til gudstjeneste

Vores gudstjenester er det samlende sted i Herning Bykirke, et sted, hvor Gud møder os, hvor vi møder hinanden og hvor vi ønsker at flere skal møde Gud. Vi håber, at du vil befinde dig godt her.

Om dagens gudstjeneste

Trinitatis søndag (27. maj 2018 kl 10)

PRÆST: Søren Overby

GUDSTJENESTELEDER: Kurt Pedersen (kontakt vedkommende inden gudstjenesten, hvis du har en meddelelse)

TEMA: KIRKE I HVERDAGEN
Vi har det sidste halve år fejret jul. Vi har fejret påske og til sidst pinse. Nu begynder hverdagens halvår. Trinitatis søndag er den første af 25. søndage indtil advent, der handler om hverdagen som kristen. Derfor skal vi dagens tekst høre hvordan Jesus sender os ud i verden, ud i hverdagen, for at være kirke og kristne der.

FOR BØRN OG JUNIORER: Der er mini-, børne- og juniorkirke (se nedenfor)

Se dagens bibeltekster her

PRÆDIKETEKST: Matt 28,16-20
De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
 
GT-LÆSNING: Es 49,1-6
Hør mig, I fjerne øer, lyt, I folk langt borte: Herren har kaldet mig fra moders liv, fra fødslen kaldte han mig ved navn. Han gjorde min mund til et skarpt sværd, i skyggen af sin hånd skjulte han mig; han gjorde mig til en spids pil, i sit kogger holdt han mig gemt. Han sagde til mig: Du er min tjener, Israel, ved dig viser jeg min herlighed. Men jeg sagde: Forgæves har jeg anstrengt mig, på tomhed og vind har jeg brugt mine kræfter. Dog, min ret er hos Herren, min løn er hos min Gud. Men nu har Herren talt, han som har dannet mig fra moders liv til sin tjener for at føre Jakob tilbage, så Israel samles hos ham. Jeg bliver agtet i Herrens øjne, min Gud bliver min styrke. Han sagde: Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende.

Dagens gudstjeneste

Gudstjenestens typiske forløb

Indledning

Velkomst

Dagens tema præsenteres

Skriftemål eller barnedåb

Skriftemål er en mulighed for hver især at være ærlig over for Gud, bekende sin synd og få tilsagt syndernes forladelse. Ønsker du et personligt skriftemål kan du læse mere om det her og kontakte vores præst).

Er der dåb, går dette i stedet for skriftemålet. 

Lovsang

Sange, vi synger om og til Gud, hvor vi sætter ord på tro, tvivl og håb og takker ham for hvem han er.

Om man under sangen sidder, står, knæler, løfter hænder, lukker eller åbner øjne, er helt op til lyst og temperament!

Trosbekendelse

Den Apostolske Trosbekendelse er den ældste trosbekendelse, og den som næsten alle verdens kirker bygger på. Ordet apostolsk betyder, at den går tilbage til de første apostles tid. Altså de første mennesker, som forkyndte det kristne budskab.

Børnekirkesang og afgang til mini-, børne- og juniorkirke

Alle børn inviteres op foran for at synge vores børnekirkesangen. Efter sangen er alle børn og juniorer velkomne til:

  • Minikirke (0 – 4 år i følge med voksen): er i caféen
  • Børnekirke (4 år – 2. kl.): Er i børnekirkelokalet
  • Juniorkirke: (3.-6. kl.): Er i juniorkirkelokalet

Børnene kommer tilbage inden nadver!

Til de fleste gudstjeneste kan du også følge gudstjenesten på livesteam i caféen.

Ord

Tekstlæsninger

Her læses prædiketeksten + en tekst fra Det Gamle og/eller Det Nye Testamente. Find dem ovenfor!

Prædiken

Holdes typisk af kirkens præster og varer ca. 20 minutter. Hør tidligere prædikener her!

Fællesskab

Åben mikrofon

Mulighed for at dele oplevelser, tanker, forbønsemner, vidnesbyrd og ord med hinanden.

Paulus i 1. Korintherbrev kap 14, vers 26
"Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse."

Menighedsbøn

En fra menigheden beder en bøn på vegne af hele menigheden. Vi beder for verden, kirken, mennesker omkring os og os selv.

Nadver (lovsang og mulighed for forbøn imens)

Nadver er et måltid, som Jesus inviterer os til. Her rækker han os sit legeme og blod i skikkelse af et lille stykke brød og lidt vin, som tegn på at han har betalt for al den synd, som vi bærer på. Det er Guds måde at gøre det konkret for os, at vi er tilgivet. Alle der gerne vil tage imod det, er velkomne til at være med ved nadveren.

Forbøn handler om, at du kan gå hen til en fra menigheden og nævne noget du gerne vil at vedkommende beder for på dine vegne. Det kan være om dig selv eller andre. Alt hvad du nævner for vedkommende er fortroligt og siges ikke videre til andre.

Afslutning

Meddelelser

Her gives meddelelser om kommende arrangementer og lignende. Har du noget du gerne vil give besked om, skal du senest inden gudstjenesten kontakte gudstjenestelederen.

Velsignelsen

Denne velsignelse er et citat fra 4. Mosebog kapitel 6, vers 24-26:

"Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred."

Indholdmæssigt betyder det, at Gud ser på os med nådige øjne, fordi Kristus står ved vores side, og har taget alt det, vi skylder Gud, på sig! Derfor kan vi have fred. Derfor er vi velsignede!

 

Lovsang

Vi slutter gudstjenesten i lyset af Guds velsignelse og synger en sang hvor vi takker Gud!

Herefter er der kaffe eller fællesspisning i caféen! 

Vil du vide mere?

Følg med

Nyhedsbrev og facebook

Ud over vores kalender kan du følge med i hvad der sker her:

Kontakt

Hiv fat i en
  • Er du ny i kirken og vil vide mere?
  • Vil du gerne snakke med en om tro, eller har du spørgsmål til prædikenen?

Så henvend dig til præsten eller velkommerne, som står og hilser på alle i døren (dem der bærer keyhangers om halsen).

Find kontaktoplysninger her

Coming up!

Se kalender

Copyright © 2018 Herning Bykirke